Om os
Dukketeater Svantevit har fungeret som professionelt turnerende teater siden 1999.
At dukketeater er teaterkunst var udgangspunktet, da vi oprettede teatret. Inddragelsen af klassisk musik er en vigtig del af dets dramatiske udtryk.
Allerede vores første forestilling, baseret på H.C. Andersens "Fyrtøjet", bekræftede os i, at sker der en lykkelig sammensmeltning mellem musik og historie, kan teatersalen omdannes til en koncertsal af fineste lydhørhed.
Dukketeater er anderledes end en normal teaterforestilling i den forstand, at dukken ikke er noget ved siden af. Den er simpelthen rollen.
I Tyskland taler man om at vise ved at skjule. Det, der ikke kan ses, stimulerer fantasien. Dukken fylder selv på, og hvis vi "trykker på de rigtige knapper", er vi i stand til at skabe en meget intens teateroplevelse.
Vi har produceret nye forestillinger igennem alle årene, fragtet dukker, udstyr og violin til alle dele af landet, og været en slags rejsende i poesi.
På informations-siden kan du se en liste over de steder, vi har optrådt.
Rigtig mange af vores arrangører har bestilt igen og igen gennem årene og der er kommet nye arrangører til.
Samlet har vi spillet over 1000 turnerende forestillinger.
Vores opgave, når vi ankommer og pakker delene ud af bilen, er selvfølgelig straks at samle scenen, bygge illusionen op. For inden længe indfinder publikum sig, og vi skal samle publikum for en stund, blive fælles i oplevelsen af dukkespillets verden. En verden, der sine steder ligner vores og andre steder bliver uforklarlig, dragende, skøn, - af en anden verden.
Vores ærinde er at skabe et poetisk rum hvor musik , lys, lyd og dukkespil smelter sammen. Vi kæmper for og nyder, når der etableres en poetisk kraftmanifestation, når det lykkes dukkerne at ramme plet, musikken at tale og sige det, der ikke kan siges.
Historierne vi ankommer med er ofte gendigtninger af urgamle fortællinger. Vi holder af at fortælle de gamle historier i vores tid, med respekt for de gamle mønstre, men med nutidens associationer.
Da 10 fynske kommuner i 2010 blev enige om at tildele ”Den Fynske Kulturpris” til Dukketeater Svantevit for forestillingen "Noahs Ark", hed det i indstillingen:
”Dukkespiller Sven Haarder og violinist Christina Meisl får med stykket tryllebundet sit publikum med den fine sammensmeltning af klassisk musik og fortælling, drama, humor og dybsindighed".
Vi har dyrket at kunne fortælle for et publikum af bred alderssammensætning, f.eks. på skoler for 0. til 9.klasse på én gang – i kirker for børn og voksne. Men også i mere usædvanlige sammenhænge som på psykiatrisk hospital i Risskov.
Senest har vi, som led i projektet "Se med ørerne", medvirket ved koncerter med "Zapolski Strygerne" som bindeled mellem Carl Nielsens musik og personen Carl Nielsen.
Se mere om projektet "Se med ørerne" på Event-siden.
Sven Haarder:
Jeg er dukkespiller uddannet i Berlin på Hochschule für Schauspielkunst, Ernst Busch, Berlin.
Jeg blev i 1997 den første diplom-uddannede danske dukkespiller.
Uddannelsen, som regnes for den bedste i sin art i Europa, finder sted i et nært samarbejde med uddannelsen af skuespillere, instruktører, koreografer og scenografer.
Det grundlæggende og urokkelige standpunkt er, at dukketeater er teaterkunst.
Skolen er "solidt plantet i teaterhistorien", repræsenteret af navne som Aristoteles, Lessing, Goethe, Schiller, Stanislavskij, Brecht og Reinhardt.
Blandt de 15 discipliner, som jeg fulgte, var skuespil, sang, tale, akrobatik, dukkefremstilling og pantomime.
Under studiet blev vi trænet i mange dukketyper. I mit professionelle liv har jeg især fokuseret på hånddukke- og skyggeteaterteknikken. Vi har udviklet og kombineret disse to udtryksformer i en række forestillinger for både børn og voksne.
At benytte dukker som figurer i teaterfortællinger er en gave.
Det mærkede jeg da jeg forvildede mig ind i et fantastisk dukketeater i Schöneberg en vintermorgen i 1991.
Og det mærker jeg nu i hver forestilling, den usædvanlige og stemning, der opstår i et rum når førte figurer aktiverer publikums fantasi.
Christina Meisl:
Jeg er klassisk violinist uddannet først fra Det Jydske Musikkonservatorium og siden i årene 1990-1997 hos Professor Eberhard Feltz, Hochschule für Musik, Berlin.
I Dukketeater Svantevit arbejder jeg som kunstnerisk leder og nyder at bruge musikken i teateruniverset.
Studieopholdet i Berlin blev en afgørende læretid for livet og parallelt med en fantastisk violinuddannelse nød at jeg at lære dukketeatret at kende.
Min glæde ved dukketeater har ført til mange opgaver som instruktør, tekstforfatter og dukkemager.
Mange af teatrets forestillinger har taget udgangspunkt i ur-fortællinger.
Jeg lægger vægt på at iscenesættelserne bevarer kraften, mystikken og de mange betydningslag i de urgamle fortællinger.
Samtidig søger jeg at kontrastere denne storhed med hverdagens skønne finurlighed, - og her er dukkerne uvurderlige; de er vidunderlige formidlere af begge dele!